Vi skal vies i Vodskov Kirke

Vi skal vies i Vodskov Kirke

Han friede til mig på min 26 års fødselsdag

Jeg har set jeres opslag på Facebook vedrørende konkurrencen om en bryllupsfotografering, og jeg sender hermed en beskrivelse af vores nordjyske bryllupsplaner:

Lørdag d. 27. oktober 2012 var jeg med min veninde Elena i byen. Vi blev inviteret til en tredje venindes fødselsdag, og da vi kom ind i lokalet satte vi os ned ved et bord, hvor der sad en af vores venner og talte med en fyr. Han var en velklædt fyr med både skjorte og vest, og jeg faldt hurtigt i snak med ham. Tiden fløj af sted, men klokken blev mange, og vore veje måtte skilles. Jeg tog hjem, og det samme gjorde han. Det viste sig dog, at denne fyr, Dennis, var bror til fødselaren, og d. 11. april 2013 blev vi officielt kærester. Han friede til mig på min 26 års fødselsdag og jeg sagde selvfølgelig ja. Vi er netop flyttet i hus sammen, og nu er datoen for vores bryllup sat; d. 27. oktober 2018 – 6 år efter hans søsters fødselsdag, som skulle vise sig at ændre mit liv til det bedre.

Vi skal vies i Vodskov Kirke

Vi skal vies i Vodskov Kirke, som ligger lige op til Hammer Bakker, hvor vi drømmer om at få taget nogle smukke efterårsbilleder. Vi er netop flyttet til byen, og vi håber, at dette bliver vores base i livet, hvorfor vi ønsker at starte vores ægteskab her. Vi har endnu ikke lagt os fast på et feststed, men lige nu står det mellem Vodskov kro og Sebber Kloster, hvor der er plads til vores familier, som kommer rundt omkring fra i hele Danmark. Dennis vil meget gerne have et stort og smukt bryllup, hvor der ikke mangler noget, og samtidig vil jeg gerne have et personligt bryllup, som vi selv kan sætte vores præg på, hvorfor dette skal kombineres; Et stort, smukt og personligt bryllup med omkring 40 gæster.

Efteråret ligger op til hygge med enten brune og røde blade

Efteråret ligger op til hygge med enten brune og røde blade eller silende regn, og vi kan ikke forestille os en bedre dato end sidst i oktober. Vi skal have en masse stearinlys, og jeg har en plan om at lave vores bryllupskage – enten med efterårstema eller legotema, som vi begge går meget op i. Min kjole er endnu ikke købt, men jeg ønsker at finde mig en prinsessekjole med en masse let tyl, der kan bølge hen over gulvet, når jeg går. Dennis går meget op i skjorter, og han har dem i alverdens farver, så hvem ved, hvad han dukker op i? Når det kommer til stykket, bliver det sikkert meget pænt og klassisk, for selvom han med sine 35 år elsker nørderi med superhelte og lego, så sætter han også stor pris på at være stilet.

Bryllupsmesse i Aalborg

Vi regner med at tage til Bryllupsmesse i Aalborg Kultur og Kongrescenter, men da jeg afslutter min uddannelse på Sjælland samme uge, er det ikke sikkert, at vi når det. Vi må dog gøre, hvad vi kan, for at få planlægningen til at gå op.

Vi drømmer om at få taget nogle smukke billeder

Vi drømmer om at få taget nogle smukke billeder, som kan minde os om den bedste dag i vores liv, og de billeder, I tager ved jer, er både smukke og unikke. Kombinationen af natur og brudepar er simpelthen bare smuk, og det gør I rigtig godt! Med nyligt huskøb og med en udsigt til dagpenge for mig, kan vi dog ikke se, hvordan vi kan få råd til så flotte billeder, så derfor har jeg et brændende ønske om at kunne overraske min kommende mand med en bryllupsfotografering fra jer. At få minderne fra dagen samlet i billeder, er noget af det bedste, jeg kan forestille mig – næst efter livet sammen med min elskede, selvfølgelig.